Viser opslag med etiketten refleksion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten refleksion. Vis alle opslag

mandag den 18. marts 2019

Læring der rykker (forskningsrapport)

Resumé og konklusion

Denne rapport fra "Uddannelseslaboratoriet" (2015) på 63 sider blev nedprioriteret af mig p.g.a. tidspresset med at læse en masse … Jeg har således læst resumé'et i starten af rapporten samt konklusionen (kap. 8) og vil her komme med mine egne betragtninger og noter i den forbindelse.

Rapporten fokuserer på nogle udvalgte skole-eksperimenter og analyserer ud fra nedenstående fire vigtige faktorer, hvad der skaber motivation og læring hos de unge.


Mestring, læring og progression
Både aktivitetsdrevne og opgavefokuserede undervisningsformer omtales af både elever og lærere som gode i forhold til motivation og progression i læringen. Logbog/Blog virker fremmende for elevernes refleksion over egen læreproces og personlige læringsmål. Som jeg har omtalt tidligere, så er dette redskab ressourcekrævende for både elever og lærere (tænke, skrive, læse og kommentere) - og mange elever vil føle det som en barriere, at de skriver personlige tanker ned på en "åben" blog.

Såkaldte "talent-spor" øger naturligvis motivationen hos de deltagende eleverne - men jeg har nu ikke fornemmelse af, at de andre elever føler sig "dårligere" eller "på B-holdet" af den grund. Ikke på Knord Hillerød i hvert fald.

Relevans, anvendelse og formål
Eleverne oplever en høj grad af relevans på erhvervsuddannelserne - måske i højere grad indenfor div. håndværk end på handelsskolen (merkantil). Her kan mange elever opleve en vis afstand til erhvervet - som for mange også er et noget diffust mål ude på den anden side af skolen.

Innovationsklasser skaber en høj motivation, fælles refleksion og en masse learning by doing (kvalificeret praksisnær læring).

Socialt klima, relationer og tilhørsforhold
Læreren er med til at skabe kulturen på stedet. Det sociale liv er utrolig vigtigt for de unge - og ofte tager de personlige/sociale grupperinger udspring i det faglige arbejde. Det påstås, at eleverne gerne ser, at læreren laver grupperne i klassen … det har jeg vist aldrig oplevet :-)

Team-organisering af eleverne øger læringen i modsætning til at de arbejder alene. Godt gruppearbejde skal dog også trænes - det kommer ikke af sig selv !

Indflydelse, autonomi og medskabelse
Rapporten peger på, at disse områder er dem, der er mindst fokus på i skole-eksperimenterne. De fleste elever er ikke specielt engagerede i større beslutninger - men de vil gerne opleve, at de bliver hørt og taget alvorligt - at lærerne tager elevernes evalueringer og respons alvorligt og evt. ændrer på deres undervisning i den forbindelse. Men en egentlig lærerstyring har de fleste ikke noget imod - læreren ved jo nok bedst, hvad de skal lære :-)

Tværgående dilemmaer
Det er kontinuerlig proces at være opmærksom på nedenstående:
  • Lærerstyring vs. elevstyring
  • Erhvervsretning vs. refleksion
  • Mellem læringsmål og styring
Fokus på læringskultur
Det er overordnet noget af det vigtigste for at skabe motivation og læring, at skolen bevidst arbejder aktivt med alle fire vigtige faktorer i én eller anden grad. Skaber sammenhæng i mellem dem. Vil man eksperimentere med nye læringskoncepter, så skal det have god tid ! Team-samarbejde blandt lærerne er også vigtigt.

Sidst med ikke mindst er det vigtigt at inddrage eleverne i udviklingen, give dem medansvar og indflydelse og lytte til deres input. Det skaber motivation og ejerskab til deres egen uddannelse.

søndag den 3. februar 2019

Digital dannelse (iflg. Tække & Paulsen)

Hvad tager jeg med mig ?

"Digital dannelse" - et stort, nødvendigt og svært emne !

Computere og Internet's indtog i skolen har medført meget nyt … på godt og ondt. Det er blevet lettere at få adgang til viden. Og lettere at præsentere sine ting og ideer på en ny og tiltalende måde.

Reflektionen er bare ikke lige så let tilgængelig … Og mange elever opfatter undervisningen som "on demand" - men sådan fungerer det jo sjældent i klasselokalet. Eleverne skal lære at være der, når bussen kører ! Ellers kommer de ikke med.

Ulemper er der en del af: underholdningen på nettet, afhængigheden af de sociale medier, gode muligheder for at snyde og kopiere uden den store refleksion eller forståelse.

Mange elever påstår, at de sagtens kan multitaske (men det kan de ikke) - mens andre godt er klar over, at det ikke går så godt, hvis man ikke fokuserer på opgaven. Flere forsøg har også påvist, at elever uden telefon og/eller computer i en periode, de faktisk lærte mere. Og de oplevede også undervisningen som mere nærværende og givende.

Bildung-traditionen og Immanuel Kant (1724-1804) taler om, at dannelse (altså ikke den digitale dannelse, thø-hø :-) er at udvide sin horisont til det videst mulige. Og at det er noget, vi gør sammen - også for fællesskabets skyld. For samfundets skyld ?

Den gamle græker Sokrates citeres for: "Det eneste jeg ved er at jeg ikke ved noget" … Det står endda på en af mine T-shirts :-) Omvendt så mener Steen Nepper Larsen (2012), at "det ikke er rart at blive mindet om, hvad man ikke kan og ikke ved." Men sådan er vores karaktersystem jo nærmest indrettet …

Man skal stræbe og reflektere for at komme videre og forstå sin omverden. Ellers kan man ikke forbedre og udvikle den eller sig selv.

Wolfgang Klafki (1927-2016) er i samme boldgade som Kant og taler om at eleverne skal lære at være reflekterende, medbestemmende og kritiske. Hvis de arbejder med "epokale" emner, så vil de (måske) bedre kunne se relevansen og blive engageret. Vi har imidlertid et stort problem med, at mange elever i dag ikke er specielt samfundsmæssigt eller globalt orienteret. Ved det netop afholdte "skolevalg" (se nærmere på www.skolevalg.dk) stemte de 61.000 elever fra 8.-10. klasse betydelig MINDRE grønt end ældre vælgere - på trods af at de dagen efter nedlagde undervisningen og demonstrerede for større indsats for klima og miljø. Ungdommen er meget splittet her …

New (digital) literacies

Disse teorier hæfter sig mere ved kompetencer og redskaber til at begå sig. Det handler om at kunne læse og skrive, forstå, analysere, diskutere, bearbejde, kommunikere og formidle. Men det gælder også selve brugen af de digitale platforme - altså en vis indsigt i den konkrete betjening af de nye værktøjer. Ellers synes jeg ikke, at New Literacies bringer noget nyt frem.

Kompetencer giver kun mening, hvis de sættes ind i en kontekst og konkretiseres. Derfor skyder mange test og eksaminer ved siden af, når man vil måle disse ting (Interview med Knud Illeris, 2013 - se link til Youtube).

Heldigvis er det ikke alle elever, der drømmer om en fremtid som blogger/influencer. Som producent af manipulerende fake news eller falsk reklame. Mange vil faktisk gerne undervise, ekspedere i en butik eller reparere mit toilet, hvis jeg har brug for det. Tak for det !

Web 2.0 giver f.eks. mulighed for nye former for forretning og medindflydelse - men også nye former for kommunikation på tværs af landegrænser (og sociale skel), hvor det er vigtig at "falde ind i tonen", hvis man vil deltage. Man må altså moderere sin adfærd og sin omgangstone !

Vores digitale tidsalder er som en elefant - og som undervisere må vi nok acceptere at spise den i mindre mundfulde for ikke at kløjs i det !! Og vi får aldrig spist helt op …