søndag den 17. februar 2019

Digital teknologi og design i UV

Bogen "Digital teknologi og design i undervisningen" er udgivet i 2017 og skrevet af Sejer, Dindler og Smith - her er mine refleksioner efter at have læse kap. 2

Jeg bor i Gentofte kommune, som i nogle år har afholdt "masterclasses" for folkeskole/gymnasie-spirer omkring emner, som er "fremme på beatet". Heriblandt noget med IT … kodning, innovation, naturvidenskab m.m. Med en vis succes for de elever, som deltog ud af kommunens mange elever.

Sejer & Co. plæderer for, at de nye teknologier skal ind i skolen via de nye "digitale fabrikationsteknologier og konstruktions-kits" for at forberede eleverne til den fagre nye (digitale) verden. Vi har snuset til det på Knord, hvor jeg underviser, via noget analogt/digitalt "legetøj" fra bl.a. LEGO. Jeg har ikke selv erfaringer med det - men det jeg har opsnuset tyder på, at det mest har været et kreativt tidsfordriv for at please bekendtgørelsen for IT på B-niveau. Jeg tvivler på, at det har bibragt stor forståelse for den fremtidige udvikling af samfundet.

Der er naturligvis gode grunde til at eleverne skal have forståelse for, hvordan samfundet (og verden) fungerer rent digitalt. ALLE elever bør være klædt på i forhold til Office-programmer, søgning på nettet, kildekritik, beskyttelse af personlige oplysninger samt digital selvbetjening: det offentlige/E-boks, netbank, Skat o.s.v.

Men skal alle også have indsigt og færdigheder i algoritmer og kodning … ? Det er jeg ret uenig i - i hvert fald hvis det gøres generelt for alle elever.

Det har der været forslag om fra lamme politikere og kritik af fra flere sider af IT-verdenen.
  • Skal man absolut kunne forstå og reparere sin bil selv, hvis man har en ?
  • Eller er det vigtigste stadigvæk at lære at læse, skrive, regne og være social ? Et helt og godt menneske.
Jeg får det helt dårligt, når jeg læser de opstemte sider om implementeringen af digitaliseringen i skolen. Det er spild af tid ! Løbet er kørt - i dag er behovet nærmere, at politikerne tør tage de nødvendige beslutninger og "bremse" IT-giganterne inden de overtager verdensherredømmet med deres algoritmer, kunstig intelligens og … grådighed. Hvordan er Jeff Bezos blevet verdens rigeste mand ? De seneste dages omtale af Shoshana Zoboff's nye bog burde vække til omtanke. Forhåbentlig bliver den oversat til dansk :-)

Vi har bestemt brug for dygtige programmører - men de skal nok finde frem til skolebænken selv (f.eks. lokket af gode penge og man kan da bare reklamere lidt for det i folkeskolen). Først og fremmest skal de alle sammen lære at læse, skrive og regne. Det er forudsætningen for at træffe kvalificerede valg for fremtiden !


Ingen kommentarer:

Send en kommentar